Fordøjelsessafter kan over- og underproduceres i forskellige sammenhænge. I alternativ behandling betragter vi dette som en dysfunktion, der kan medvirke i udviklingen af symptomer. Først ser vi på den egentlige funktion af fordøjelsessafter og dernæst i et alternativt perspektiv på udviklingen af symptomer.

Fordøjelsessafter er de væsker, vores fordøjelseskanal producerer til at nedbryde mad. De dannes som spyt, mavesyre, galdesalte og bugspyt. De er nødvendige, da de hver især bidrager til deres egen unikke fordøjelsesproces af den mad, som vi spiser.

Spyt iblødsætter maden og gør det nemmere at bearbejde for vores tænder. Derudover indeholder det amylase, som er et enzym, der nedbryder stivelse. I denne fase gør amylase ikke meget, da stivelsen er for kompleks og amylasen også selv nedbrydes, når den rammer mavesyren.

Mavesyren består af saltsyre og enzymet pepsin, der har til opgave at nedbryde protein. Vigtigt er det for mavesækken, at maden er blevet tygget godt og grundigt, så mavesyren lettere kan nedbryde store proteinholdige substanser før, at det sendes videre til tolvfingertarmen.

Bugspyt fra bugspytkirtlen indeholder store mængder bikarbonat, der er basisk og neutraliserer den sure pH værdi fra mavesyren i tolvfingertarmen. Derudover er bugspyt springfyldt med enzymet amylase til at nedbryde stivelse og enzymet lipase til at nedbryde fedt.

Galdesalte fra galdeblæren bidrager også til at nedbryde fedt og reabsorberes i den sidste del af tyndtarmen (ileum) før, at det når tyktarmen. Galdesalte menes også at have en regulerende effekt på vores mikrobiota.

Vores fordøjelsessafter kan forhindres i at nedbryde maden ordenligt. Overordnet set kan det skyldes to ting; at opgaven enten er for stor eller at vi ikke producerer nok.

En eksempel er, at vi ikke tygger maden tilstrækkeligt og vores fordøjelse skal bruge flere ressourcer på det. Specielt kræver det længere tid og flere kræfter i vores mavesæk, hvis mavesyren skal gennemsyre unødigt store stykker mad.

Et andet eksempel er, at vores parasympatiske nervesystem ikke aktiveres ordenligt under måltidet. Det parasympatiske nervesystem stimulerer til produktionen af fordøjelsessafter, når vi er hvile. Er vi meget på farten og døjer med stress, aktiverer vi det sympatiske nervesystem frem for det parasympatiske, som modvirker den funktion.

Lad os antage, at vi har en dysfunktion i vores fordøjelsessafter. Vores mad bliver ikke nedbrudt ordenligt enten af vores mavesyre, galde eller bugspyt og fortsætter i systemet delvist ufordøjet.

Mad skal nedbrydes i vores fordøjelse, indtil vores krop kan genkende det og optage det. Hvis maden passerer den nedbrydningsproces ufordøjet, vil den fortsætte i vores fordøjelseskanal uændret. Det er indtil, at den interagerer med andet, den ikke bør.

Vi har bakterier i hele vores fordøjelsessystem og når de er tilpasset i vores tyndtarm, vil de tage noget af den fordøjede næring og producerer biprodukter, der er gavnlige for os. På den måde fungerer vi i symbiose - vi gavner hinanden i en balance.

Desværre, når mad passerer ufordøjet og vi ikke selv kan håndtere det, vil det give grobund for andre bakterier, der kan. De bakterier kan fermentere den ufordøjet mad og her skabes biprodukter, som vi til gengæld ikke kan bruge. Symbiosen er blevet til en dysbiose. Et eksempel på biprodukter her er gasarter og kan føre til oppustethed.

Den uhensigtsmæssige tilstand af bakterievækst og ufordøjet mad kan gøre det vanskeligt at transportere og kan føre til forstoppelse. Kroppen kan vælge at udskille det ved at benytte væske og så har vi pludselig diarré.

Når vækstbetingelserne stiger for disse bakterier over en længerevarende periode, vil de nye bakterier formere sig. Til sidst udfordrer bakterievæksten immunforsvaret i en sådan grad, at skrappere metoder må tages i brug og inflammation bombarderer vores cellevægge. Det kan opleves som mavesmerter.

Når vi til sidst har et fordøjelsessystem med mikrobiel overvækst, ufordøjet mad, beskadigede cellevægge fra inflammation og forstoppelse eller diarré, hvordan i alverden skal vi så optage næring?

Fordøjelsessafter har til opgave at sørge for det rette miljø i vores fordøjelse. Vores mad skal nedbrydes til den form, som vi kan genkende og arbejde med. Hvis vi er medfødt med eller udvikler en dysfunktion i vores fordøjelsessafter, vil betingelserne for at opretholde det miljø svækkes og risikoen for at udvikle symptomer øges. I ernærignsterapi har vi muligheder for at styrke fordøjelsessafter og genoprette symbiose.